16.9.2016 – I denne omgang fokuserer UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev på det historiske første FN-topmøde om flygtninge og migranter, som afholdes af generalforsamlingen den 19. september 2016, i New York.
I nyhedsbrevet tager vi et nærmere kig på topmødet; herunder nogle overraskende fakta og tal om flygtninge og migranter; vi fremhæver historier om succesfulde flygtninge og migranter i de nordiske lande; vi analyserer problemstillingerne i et interview med Karen AbuZayd, FN’s særlige rådgiver på topmødet; og taler med Erik Solheim, den nye chef for FN’s Miljø (UNEP), og hans krig mod brugen af akronymer.
De nordiske lande har en lang tradition for både selv at migrere og for at modtage migranter. Denne tradition går helt tilbage til vikingetiden. Op til en femtedel af befolkningen i de nordiske lande emigrerede til den ”nye verden” i det 19. og 20. århundrede. Alle de nordiske lande kan bryste sig over succesfulde migranter og flygtninge, samt deres efterkommere.
Den 19. september 2016 vil FN’s generalforsamling være vært for et højniveau-topmøde om flygtninge og migranter med henblik på at samle verdens lande omkring en mere human og koordineret tilgang. Dette er først gang, at generalforsamlingen har opfordret til et topmøde på stats- og regeringschefernes niveau omkring problemet med de store bevægelser af flygtninge og migranter.