18. september 2012. I dag annoncerede FN’s flygtningeorgan, at den præstigefyldte Nansen-pris 2012 tildeles Hawa Aden Muhamed for hendes humanitære arbejde med at hjælpe kvindelige somaliske flygtninge under ekstremt hårde forhold i et land med vold, konflikter og menneskerettighedskrænkelser.
Aden Mohamed er selv tidligere flygtning, som valgte at vende hjem til sit krigsramte hjemland i 1995 og lancerede et uddannelsesprogram for at hjælpe de mennesker, som blev gjort rodløse af konflikter og tilbagevendende tørke.
FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) fremhævede Aden Mohameds humanitære arbejde i Galkayo Education Centre for Peace and Development i Puntland, Nordøst Somalia, som hun også er grundlægger af og direktør for.
Centret, som har nået flere end 215.000 mennesker, tilbyder uddannelse såvel som vokaltræning så piger og kvinder kan klare sig selv, have indflydelse på deres fremtid og rolle i det somaliske samfund.
”Uden uddannelse er du uvidende om mange ting”, siger Hawa Aden Mohamed i et nyligt interview. ”Uden uddannelse eksisterer du ikke helt – fysisk, ja, men mentalt og følelsesmæssigt, eksisterer du ikke”.
Lokale beboer var i starten på vagt overfor Hawa Adwen Muhameds mål. ”Moskerne omtalte os som værende djævle… men vi forholdte os bare i ro”, siger hun. ”De faldt til ro, da de så hvor mange, næsten 250 kvinder, der deltog i voksenundervisning. Vi havde bygget omkring 12 skoler”.
Født i 1948 mistede ”Mama Hawa” en søster, Fatouma, som blev omskåret i syvårs alderen og døde kort efter af en infektion. Deres tante, som udførte omskæringen, vidste ikke bedre, sagde hun. ”Ordet ’hvorfor’ fandtes ikke”.
Mama Hawa fortsatte sin skolegang i Mogadishu og tilbragte otte år i Indien, hor hun fik en grad i ernæring og børneudvikling. Hun vendte hjem for at arbejde for Somalias uddannelsesministerium, hvor hun avr chef for afdelingen for kvindeuddannelse. Senere åbnede hun en tøjbutik sammen med en af hendes søstre.
Da militærdiktatoren Siad Barre blev væltet i 1991 flygtede hun til Kismayo, Somalias sydligste havneby og derfra videre til Kenya. Hun flyttede til Canada via et familie genforeningsprogram, men hendes hjerte var i Somalia.
Da hun vendte hjem til sit hjemland i 1995, etablerede hun et kvindeuddannelsescenter i Kismayo. Hun flygtede få år senere, da rivaliserende militser gjorde byen til en slagmark. ”Jeg kom endda af sted uden mine briller”, mindes hun. ”Jeg efterlod dem, jeg efterlod alt”.
Hun vendte tilbage fra exil for anden gang i 1999 og bosatte sig i Galkayo, da hendes mand arbejde på et forskningsinstitut i nærheden.
Midt i en lille forvedring i den politiske situation, underviser Mama Hawa og hendes team piger i den nye forfatning, så de kender deres rettigheder.
”Uddannelse slutter aldrig”, siger hun. ”Hver dag ser du noget nyt. Jeg er ikke selv veluddannet. Jeg kan ikke sige alting. Uddannelse er en kontinuerlig læringsproces. Uddannelse er alting”.
