For snart firs år siden fandt de begivenheder sted, der førte til redningen af hovedparten af de danske jøder. Den 27. januar er Den internationale Holocaust Mindedag.
Redningen af de danske jøder er et vidnesbyr om kampen for værdier, der står imod racisme, undertrykkelse og vold; værdier som FN blev bygget på i 1945 i krigens sidste måneder.
Mindedagen er en mulighed for at erindre og lære om de begivenheder, der udspillede sig omkring redningen af de danske jøder i efteråret 1943.
Begivenhederne fandt sted i Danmark og Sverige under den tyske besættelse – en dramatisk periode i Danmarkshistorien.
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 besluttede den nazistiske besættelsesmagt i Danmark at gennemføre det såkaldte Endlösung der Judenfrage, massemordet på jøderne, Holocaust. Endlösung havde allerede været i gang i udlandet i hvert fald siden planen officielt blev vedtaget i januar 1942; men nu var turen altså kommet til Danmark.
I Danmark var planen, at de danske jøder skulle deporteres til koncentrationslejren Theresienstadt i det nazistisk besatte Tjekkoslovakiet.
Fra Theresienstadt ville nazisterne sende jøderne videre til udryddelseslejren Auschwitz; men planen gik ikke som Hitler havde forventet. Med hjælp fra andre danske medborgere lykkedes det 95% af de danske jøder at undslippe og komme i sikkerhed i Sverige.
Baggrunden
Siden nazisternes besættelse af Danmark begyndte 9. april 1940, havde den danske regering forsøgt at opretholde en svær politisk balancegang, samarbejdspolitikken, hvor man på den ene side føjede besættelsesmagten, men på den anden side stod fast på visse principper om selvstændighed og dansk lov.
Denne politik brød dog sammen i august 1943 og indførelse af undtagelsestilstand fra nazistisk side fulgte. Det var der forskellige årsager til: På den ene side skyldtes det internationale udviklinger – Mussolinis fald i Italien på baggrund af De Allieredes fremrykning og nazisternes tabte slag mod Sovjetunionen på Østfronten.
I forlængelse heraf så man på den anden side stigende modstand mod den nazistiske besættelse i Danmark med flere protester og sabotageaktioner til følge. Der var dermed både udenrigsmæssige og indenrigsmæssige årsager til sammenbrudet af samarbejdspolitikken.
Trodsigheden i Danmark blev for meget for nazisterne, og rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, forsøgte at tvinge den danske regering til at indføre en lang række drakoniske love. Regeringen nægtede, og dermed var samarbejdspolitikken definitivt brudt sammen.
Redningen af de danske jøder: hvordan?
Efterfølgende blev deportationsplanerne sat i værk; men ikke før Best af opportunistiske grunde havde sørget for at informere den tyske diplomat Georg F. Duckwitz, der gav socialdemokraten Hans Hedtoft et tip om, hvad der var på vej.
Hedtoft gav informationerne videre til Det mosaiske Troessamfund (I dag Det Jødiske Samfund i Danmark), og på den måde fik de danske jøder en langt bedre mulighed for at undslippe, før det var for sent, end tilfældet havde været i mange andre europæiske lande.
Mange danskere hjalp deres jødiske medborgere på forskellige måder; jøderne blev holdt skjult indtil de fik mulighed for at slippe ud til Øresund, hvorfra de ville sejle i sikkerhed i det neutrale Sverige – det sidste med hjælp fra lokale fiskere og deres både.
Var fiskerne helte?
Historien er ofte blevet fortalt i danske såvel som i internationale medier som et eksempel på en unik vilje fra danskernes side til at redde deres jødiske landsmænd – en vilje ikke set i samme grad andre europæiske lande.
Blandt historikere er der imidlertid uenighed om, hvordan man skal opfatte fiskernes ageren. Primært handler uenighederne om det faktum, at mange fiskere tog sig godt betalt for at hjælpe jøderne over sundet. I visse historikeres øjne tegner det et noget mindre heroisk og selvopofrende billede af fiskerne. Andre mener dog, at dette skal forstås på de præmisser, der gjorde sig gældende i situationen og i tiden generelt; at fiskerne udsatte sig selv for betydelige risici, og at de ikke ligefrem var velstående mennesker. Derfor var det logisk, at de ønskede en form for kompensation for at hjælpe. Hvorom alting er, blev 7.000 danske jøder, mere end 95% af jøderne i Danmark reddet.
אני יצרתי, Attribution, via Wikimedia Commons
Periodens begivenheder viser derfor en eksemplarisk handlekraft mod de ulovlige militære besættelser og den folkemorderiske raceideologi, nazisterne repræsenterede under deres tolv år ved magten.
Kampen mod racediskrimination og uretfærdighed er en inspirerende handling, som FN støtter, står og har stået for verden over siden grundlæggelsen i 1945.
Den internationale mindedag – 27. januar
Målet med Den Internationale Holocaust Mindedag er at mindes de seks millioner jødiske ofre for Holocaust, samt de mange andre mennesker, der er døde som resultat af forfølgelse og racisme. Mere praktisk set skal uddannelsesprogrammer, hvor der undervises i Holocaust, skabe større bevidsthed om dette mørke kapitel i menneskehedens historie. Derved skal det forhindres, at noget lignende nogensinde vil ske igen.
I forbindelse med mindedagen udtalte FN’s generalsekretær António Guterres i en tale, at nazisterne kun kunne handle, som de gjorde imod jøderne, fordi: “så få mennesker stillede sig i vejen, og så mange stillede sig på sidelinjen.” “Ved at mindes Holocaust vil vi bedre kunne forstå trusler imod frihed, værdighed og medmenneskelighed – også i forhold til vores egen tid.
“I dag – under stigende økonomisk utilfredshed og politisk ustabilitet, hvide supremacistiske terrorhandlinger, had og fordomme – må vi mere end nogensinde være helt klare i mælet.”
“Vi må aldrig glemme – eller tillade at andre nogensinde glemmer, forvrænger eller benægter Holocaust,” sagde Guterres.